Juridisk studentermedhjælper – Privacy og Regulatory
Vil du kombinere dine juridiske studier med praktisk erfaring i en dynamisk virksomhed – og samarbejde med kollegaer og stakeholders på tværs af organisationen?
Brænder du for databeskyttelse, AI og teleretlige emner? Vil du kombinere dine juridiske studier med praktisk erfaring i en dynamisk virksomhed – og samarbejde med kollegaer og stakeholders på tværs af organisationen? Så er det dig, vi søger.
En del af den Juridiske afdeling
Vi søger en engageret studentermedhjælper til Privacy og Regulatory i vores juridiske afdeling. Du vil få mulighed for at arbejde med en bred vifte af juridiske opgaver inden for databeskyttelse, AI og teleregulering. Afdelingen rådgiver hele forretningen i 3Danmark, og du vil derfor få en stor berøringsflade. Du bliver en del af et team af juridiske eksperter og får rig mulighed for at opbygge relevant erhvervserfaring.
Opgaver
Som studentermedhjælper for Privacy og Regulatory, der er en del af vores juridiske afdeling, bliver du involveret i en bred vifte af juridiske opgaver med fokus på databeskyttelse, AI, compliance og teleregulering. Du vil primært assistere med rådgivning af andre afdelinger inden for de databeskyttelsesretlige regler og telespecifik lovgivning.
Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
· Udarbejdelse af databeskyttelsesretlige risiko- og konsekvensanalyser, herunder ved tredjelandsoverførsler og legitim interesse
· Bistand med fortegnelser og håndtering af persondatasikkerhedsbrud
· Juridiske compliance- og risikovurderinger af AI-systemer
· Analyse af ny lovgivning, høringer og myndighedsafgørelser inden for tele- og databeskyttelsesområdet
· Indsamling af information fra andre afdelinger til juridiske vurderinger af telelovgivningen
· Bistå med at indhente oplysninger fra andre afdelinger, som skal deles med myndighederne
· Mødedeltagelse, referater og øvrige ad hoc-opgaver
Kvalifikationer
Vi søger en studerende inden for jura/erhvervsjura, der særligt har en passion for databeskyttelse, AI og regulatoriske spørgsmål, herunder inden for teleretten. Du er selvstændig, nysgerrig, tager initiativ og tør spørge, når det er nødvendigt. Derudover har du en grundlæggende juridisk viden på plads, herunder forståelse for forholdet mellem EU-ret og dansk ret.
Vi forventer desuden, at du:
Har gode kommunikationsevner på dansk og engelsk, både skriftligt og mundtligt, og ikke er bange for at tage kontakt til personer i andre afdelinger og bygge relationer på tværs af organisationen
Har en analytisk og nysgerrig tilgang til juridisk problemløsning
Arbejder struktureret og selvstændigt
Har en proaktiv tilgang til arbejdet og er villig til at påtage dig nye udfordringer
Du bliver en del af noget helt særligt
Hos 3Danmark får du billet til et fællesskab bestående af 700 dygtige medarbejdere, som er dedikerede i en sjælden grad. Du får din daglige gang på vores nye hovedkontor i Carlsberg Byen, der er præget af mangfoldighed og mange forskellige personligheder samt en hverdag fyldt med både humor og ambitioner. Vi har – ligesom dig – gejst og viljen til at lykkes, og vi har både plads til forskellighed og store drømme. Vi tilbyder gode udviklingsmuligheder og medarbejderfordele, og så mener vi at have landets lækreste frokostordning.
Praktisk og ansøgning
Arbejdstiden vil blive aftalt nærmere, men forventes at være omkring 15 timer om ugen. Hvis du er interesseret i stillingen, bedes du sende en motiveret ansøgning, dit CV samt karakterer snarest muligt. Vi indkalder løbende kandidater til samtale, så vent ikke for længe.
Vi ser frem til at høre fra dig!
- Department
- Legal
- Lokation
- 3 Danmark HQ
- Ansættelsesform
- Deltid
- Ansøgningsfrist
- 5. november 2026